Sejlads på Rhone

Sejlads på Rhone fra Lyon til Valence i medstrøm samt bilture ud fra Valence

Torsdag 5 juli.

Det bliver en uges ophold i Lyon, der kommer ikke så mange nye både, og flere sejler igen, så vi får lov at blive mere end de 4 døgn, der ellers er max. for denne havn. Lyon er en stor by, Frankrigs tredjestørste med 1,5 millioner indbyggere med forstæderne regnet med. Her er meget at se på. For os er højdepunktet besøg i byens 2 store kirker, domkirken St. Jean, der bl.a. har et flot, gammelt astronomisk ur og både i stil og indretning minder om domkirken i Reims og Notre-Dame de Fourvière, der knejser over byen. Denne kirke har både et flot kirkerum, der lige nu er under restaurering samt en næsten ligeså stor kirkesal i krypten. Fra plateauet foran kirken har man en flot udsigt over det meste af byen, der gennemskæres af de to floder Saone og Rhone. Det er også en fornøjelse at gå rundt i det gamle kvarter omkring domkirken, her er rigtig mange både gamle, små, sjove og flotte bygninger. I silkearbejdernes kvarter, Croix-Rousse er der mange murmalerier, som er et rent synsbedrag. På afstand ser det mest berømte ud som syv bygninger, og først, når man er helt tæt på, kan man se, at det er helt fladt.

Byen har også flere store pladser, den største er Place Bellacour. Der er naturligvis flere gode indkøbsmuligheder. Ved hovedbanegården i Part-Dieu ligger et kæmpe indkøbscenter, et af de største vi har været i, og her er lige nu  muligt at gøre fordelagtige udsalgsindkøb. Der er mange museer i byen, men dem gemmer vi til en anden  gang, vi kommer her. Det er let at finde rundt i byen, der er både sporvogn, én af disse med endestation lige ved havnen, metro og busser og for knapt 5 Euro, kan man bevæge sig frit mellem disse muligheder en hel dag, fra kl. 19 til halv pris, og både sporvogne, tog og busser er supermoderne. I aften er der gratis koncert i domkirken med et pigekor fra Kölnerdom, det vil vi ind at høre, inden vi sejler sydpå i morgen.

Vi har benyttet opholdet her til en togtur tilbage til Chalon-sur-Saone og har flyttet bilen til havnen i Valence, hvor vi regner med at komme til om nogle dage. På turen har vi nydt udsigten både fra bil og tog, her kørte toget på lange strækninger meget tæt på Rhone, et flot syn. En enkelt dag med lyn og torden samt usædvanlig kraftigt regnvejr, har ikke spoleret vores indtryk af en dejlig havn og interessant by.

Mandag den 9. juli

Koncerten i domkirken torsdag aften bliver en dejlig oplevelse. 45 unge piger i alderen ca. 15 til 20 år med klare og rene stemmer giver en meget flot koncert, virkelig en skam, at under 100 mennesker er mødt op for at overvære koncerten.

 Fredag forlader vi Lyon for denne gang og sejler nu på Rhone. Vi har endnu en dag med flot solskin, de to slusninger i alt 18,5 m ned foregår næsten uden ventetid, og vi når efter ca. 40 km havnen i Portes des Roches de Cordrieu til frokost.  En del af dagens sejlads er med vinmarker på begge sider af floden, og også fra havnen er der en flot udsigt til vinmarker. Selve byen er der ikke så meget at sige om, så vi bliver på båden, men får besøg af et par sejlere fra Horsens, der nu efter 7 års sejlads i bl.a. Tyrkiet og Grækenland er på vej tilbage til Danmark. Vi får udvekslet nogle sejlererfaringer, de fortæller bl.a., hvad vi også har hørt fra andre, at prisniveauet i stort set alle havne i Middelhavsområdet nu er skruet helt vanvittigt op, bl.a. fordi de nyrige russere betaler høje havnepenge uden at sætte spørgsmålstegn ved, hvad de får for pengene.

Lørdag har vi en lang sejldag, godt 60 km og 3 sluser, i alt 39,5 m ned, men vi har stadig flot vejr. Strømmen i Rhone er meget kraftig, og da der jo er medstrøm, kan vi selv uden at bruge særlig megen motorkraft sejle stærkt, så vi når frem til lystbådehavnen i Valence med plads til 400 både sidst på eftermiddagen. Vi får anvist en god plads og vi booker en uge. Her er fine faciliteter, gode baderum, vaskemaskine, internet, swimmmingpool  m.m. Vores bil holder her allerede. Vi har selv erfaret, at der er kraftig strøm i Rhone, hvor vi har sejlet. Flere af de sejlere, vi har talt med, der har kæmpet sig op i modstrøm, har fortalt, at strømmen længere sydpå er endnu kraftigere, og at der faktisk advares mod at sejle nordpå, såfremt man ikke har en endog meget kraftig motor, så vi beslutter at lade Valence være vores sydligste havn i år.

I stedet for at sejle sydpå benytter vi bilen til at se den flotte natur fra landsiden. Søndag kører vi tur i området nord for Valence på begge sider af Rhone, vi kører ad vinruten, men opdager også at vi er kommet til et abrikosområde, aldrig har vi set så mange marker med abrikostræer som her. I dag kører vi ca. 60 km sydpå, også på begge sider af floden. Vi besøger nogle flotte, gamle byer samt de to havne, der ligger på denne strækning. Vi finder også frem til et lille vinslot, hvor Hanne skal indløse et fødselsdagsgavekort fra Boe med et par dages ophold i den kommende uge.

Fredag 13. juli

Vi er nu tilbage på båden i Valence efter et par dejlige dages ophold  på Le Domaine de Soyons. Vi har nydt fine omgivelser, poolen, dejlig vin og god mad, stedets kok har tidligere lavet mad til dronning Elisabeth af England. Vi har også kørt en tur lands floden Eyrieux(en af Rhones bifloder). Her er meget flot med mange vandfald, gamle broer og stejle klipper. I dag forbereder vi os på at sejle nordpå igen, denne gang med modstrøm, det bliver måske lørdag, der er lovet lidt regn efter flere dages solskin, kommer regnen bliver vi her en dag mere og sejler så søndag.

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Bodil | Svar 15.07.2012 20.03

Endnu et rejsebrev, der vidner om et godt sommertogt.
God tur nordpå.
Bodil :- )

Hanne Hansen 16.07.2012 19.42

Kære Bodil! Ja, vi nyder det franske og bliver her længe. Vi er nu tilbage i Lyon efter 3 dages solskinssejlafs. Ønsker dig sol i Danmark. Hilsen Boe og Hanne

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

22.08 | 22:10

Tak for jeres hilsen. Vi følger også jeres tur mod Strassbourg med alle jeres små overraskelser. Måske ses vi på vores hjemrejse. Hilsen Boe og Hanne pt Seurrer

...
22.08 | 20:48

Hej Hanne og Viggo Boe,
Dejligt at læse jeres breve, fra steder vi også kender og værdsætter.
Hilsen Preben og Lise, Anna the Brave

...
17.08 | 12:57

Det var jo også meningen. God august mm til jer begge. Hilsen Hanne

...
17.08 | 10:15

meget fint , nu kan jeg ligge ned og se billederne. fine billeder!

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE