Sejlads i Nordfrankrig

Rejsebrev 4

Mandag 6. juni

Godt vi vælger at blive i havnen i Anseremme søndag, da det fra middagstid regner kraftigt, og vi rammes af flere længerevarende tordenvejr, men vi har en stille aften, hvor vi nyder roen i havnen.

I dag har vi set på vejrudsigten, at det vil regne om eftermiddagen og om aftenen, så vi sejler ud fra havnen kl. 9 i flot solskin og vil så se, hvor langt vi kan nå ned i Frankrig inden regnvejret. Vi har 15 km og to sluser inden grænsen. Da vi ligger i den første sluse fortæller slusemesteren, at han lige har fået oplyst, at grænseslusen til  Frankrig er lukket, og han spørger, om vi vil sejle videre alligevel. Vi er 5 både, der alle siger, at vi sejler videre. Vi kommer også fint gennem denne og næste sluse, i alt 5½ m op, og da vi når frem til grænsestedet, ligger der allerede 3 både og venter ved en l00 m lang kaj i ingenmandsland mellem Belgien og Frankrig, hvor der hverken er el eller vand, men vi lægger os alle i forlængelse af de andre både.  Vi får oplyst, at slusen er lukket indtil videre pga strejke hos slusepersonalet, og der er også indsat strejkevagter. Her er en lille by med bager, én lille købmand og et par smårestauranter.

I løbet af de næste timer kommer der flere både, der også lægger sig i forlængelse, men da også et par store flodfragtskibe  kommer  til, bliver de senest ankomne jaget væk og må lægge sig udenpå vi andre. Så ved aftenstid ligger vi 16 fritidsbåde i lag ved den lille kaj, og lige bagved ligger 4 af de store både. Her er 2 danske, 1 tysk, 3 belgiske og 10 hollandske både, der forbereder sig på en længere ventetid, inden vi kan komme videre. Vejrmæssigt er vi sluppet med enkelte byger og temperaturen er fin, så vi hygger os på agterdækket, mens vi ser frem til det kaos, der vil opstå når slusen igen åbnes og først alle de store både, der venter her eller længere oppe i kanalen, skal igennem.

Fredag 10. juni

Tirsdag strejkes der stadig, der kommer et par både mere til, men ellers har man tilsyneladende stoppet trafikken længere nede ad floden. Vi tager cyklerne frem og cykler de 4 km til den franske grænseby Givet og får handlet lidt ind.  Byen er lidt kedelig, men lige i bykernen ligger der enkelte gamle og flotte huse.

Onsdag er strejken forbi, og kl. 8 lykkes det os at komme med i en slusning sammen med en af de større både. I slusen viser vi vore beviser for den kanalafgift for at sejle i Frankrig, som vi allerede hjemmefra har betalt og printet ud via internettet, ellers kunne vi have betalt her. Vi får ligeledes udleveret en fjernbetjening, der kan aktivere sluser, der er uden slusepersonale, og dem er der flest af! Der sidder en kasse ca. 300 m før slusen, der modtager signalet. Når vi er inde i slusen og fastgjorte sidder der så en blå stang, som vi skal løfte for at udløse en kontakt, så selve slusningen påbegyndes.

Vi er nu klar til at sejle videre ad Meuse. Efter 2. slusning onsdag kommer den 1. udfordring, idet vi skal sejle gennem en 565 m. lang tunnel, der er smal og kun få cm højere end båden. Der er ingen lys i tunnelen, men vi følger med nogen afstand en lidt større båd, som var i slusen sammen med os, så det går fint.

Vi når 10 sluser(i alt ca. 36 m. op) og endnu en tunnel, der kun er 224 m inden vi finder en plads i lystbådehavnen i Revin. Her er den kvindelige havnefoged gift med byens ”stadsgartner”, så udover at havnen har alle faciliteter minus internet, er der blomsterkummer overalt, så det er en virkelig hyggelig og flot havn at ligge i.

Torsdag morgen sejler vi videre, og efter 7 slusninger(i alt 16 m op) og 30 km. når vi byen Charleville-Mézières. Byen er ret stor og med flere interessante bygninger. Place Ducale fra 1612 er en stor åben plads med mange flotte huse omkring, den er inspireret af Place des Vosges i
Paris. Domkirken fra ca. 1500 blev ødelagt både i 1815, 1870, 1918 og især i 1940 og 1944. Efter 1945 restaurerede man det indre af kirken, og i årene fra 1955 til 1978 lavede maleren René Dürrbach, der i øvrigt var en nær ven af Picasso og inspireret af Chagall et arbejde, der er et enestående kunstværk i Europa, nemlig 66 forskellige blyglasruder, der tilsammen fylder mere end 1000 m². Byen har ligeledes flere museer og mindesmærker for digteren Rimbaud, der boede her i sine teenageår og bl. skrev Marseillaisen. Efter vor cykeltur byen rundt, fandt vi for anden gang på turen en Michelin Restaurant. Her spiste vi en pragtfuld middag – 3 retter for 23 Euro – alle pengene værd!

I dag sejler vi de sidste 15 km. på Meuse med 3 slusninger, inden vi via endnu en sluse sejler ind i Ardennerkanalen, der er en gammel smal kanal med 47 gamle sluser(5 m. bredde og 38 m. lange) på 88 km. Vi nåede de 7 i dag, og er nu nået til det højeste punkt i Ardennerne. Siden vi forlod Roermond er vi sluset i alt 124 m op via 44 sluser – vi er 193 m over havets overflade. I morgen går det nedad mod Paris. Der er meget få havne på denne kanal, men her i byen Le Chesne er der et gratis liggested med plads til 6 både, og kommunen giver også gratis el og vand. Vi har ikke haft internet siden Namur, men i denne by er der dog en internetcafé, så vi i morgen kan komme på vor webmail. Efter at vi sejlede ind i Ardennerkanalen, har der heller ikke været mobildækning, så kontakten hjem til er ikke så god.

Lørdag 11. juni

Der er igen mobildækning, og vi får også læst vore mails, inden vi påbegynder dagens sejlads. Der er aftalt slusetid til kl. 10, idet vi nu ikke kan bruge vor fjernbetjening på den næste strækning, som må siges at være lidt af en slusetur - 26 sluser( en ”slusetrappe”) på 8,4 km! – hver sluse er godt 3 m dyb. Sluserne er automatiserede, når første sluse startes, igangsættes de øvrige, men vi skal stadig løfte den blå stang for at få fyldt vand i slusekammeret. Vi klarer ”turen” på godt 5 timer. Vi har endnu 2 sluser, hvor vi kommer i alt ca. 4 m ned, inden vi kan lægge til ved en lille kaj i byen Attignay, hvor den eneste facilitet er vand. Ens arme føles dobbelt så lange af at trække i tove – godt at vi har 30 m lange tove, for der er langt mellem pullerterne, og her kan vi ikke bare flytte tovværk, som vi kan i mange andre sluser. Ved den lille kaj ligger allerede båden Naomi fra Gilleleje, som vi nu har mødt i alt 4 gange.

 

Søndag 12. juni – 1. Pinsedag

I dag tager vi os god tid, inden vi sejler. Vi får besøgt bageren og det lille supermarked, der har formiddagsåbent, og vi forlader kajen som sidste båd. Solen skinner, og vi har en flot sejltur de næste godt 20 km med 4 slusninger (i alt 14 m ned), hvor vi hver gang er alene i slusen – nu aktiverer vi slusen ved at dreje en stang, der hænger lodret ned over kanalen - til byen Rethel, hvor vi har læst at ”havnen” har bad, toilet samt el og vand, og at der er langt til næste havn med disse faciliteter. Faciliteterne er der også, men meget spartanske og ikke vedligeholdt, og der er søndagsstille. Udover os ligger der kun 3 både, som er uden folk ombord. Vi cykler en tur i den mellemstore by med flere kirker, rådhus m.m., men pga. af helligdagen er byen næsten mennesketom, kun et par bagere og enkelte værtshuse holder åbent, så vi finder tilbage til båden og nyder selskabet med nogle rappende ænder.

Mandag 13. juni

Også i dag tager vi os god tid og nøjes med en kort tur på ca. 20 km og sluses 15 m. ned i 4 sluser. Vi lægger til ved en lille kaj uden faciliteter, men tæt på den lille by Asfeld. Efter en times tid kommer et par store hollandske både til, og lidt senere en lille østtysker, som er med til dagens underholdning, idet først manden og derefter konen bader splitternøgne i kanalen! – Velbekomme! Derefter går manden tur med den medbragte kanin. Vi cykler også tur i området. I byen findes en tysk soldaterkirkegård fra 1. Verdenskrig med 5376 grave samt bla. en kirke bygget i 1683 under Ludvig XIV. Kirken siges at være et af de mest mærkværdige og bemærkelsesværdige bygværker fra barokken, idet den har form som en violin, ikke en mursten er rektangulær, alle har buede kanter. Selve kirkerummet er utrolig flot med en imponerende kuppel. I udkanten af byen vokser der mange kirsebærtræer som vejtræer, så vi får fyldt en pose med dejlige sorte kirsebær.

Fredag 17. juni

Tirsdag forlader vi Ardennerkanalen efter 3 sluser(9 m ned) og sejler videre ad Canal Aisne a` La Marne. Nu skal vi op igen og Hanne må på arbejde, idet sluserne er høje og uden fastgøringsmuligheder nede i slusen, så hun må op af stigen for at finde en pullert til tovværket. Boe siger, at det er godt for hendes iskias!!, det driller ellers lidt, når hun skal gå eller stå længe, men mærkes ikke, når hun cykler. Da 9 sluser er forceret, og vi er kommet 30 m op, når vi frem til Reims sidst på eftermiddagen, havnen ligger lige ved centrum af byen. De 87 km på Ardennerkanalen har været sejlads i meget skovrigt område, ved Aisne a` La Marne er der landbrugsland med store åbne marker. Vi har undervejs set mange forskellige fugle: ænder, flere slags gæs, hejrer, svaner, blishøns, lappedykkere, rørhøns, fiskeørne, musvåger m.m. Alle andefugle med ællinger i alle størrelser. Morgen og aften er der et kor af sangfugle. På mange af bredderne er der et rigt blomsterflor, og der er også mange forskellige træarter, f.eks. er der flere steder store valnøddetræer, og også her i Frankrig er der mange træer med store kugler af mistelten.

Onsdag bruger til at udforske Reims. Her kan man bruge flere dage, men vi prioriterer et besøg i domkirken, der netop i år har 800 års jubilæum. Den har siden 1991 været på Unescos liste over verdens kulturarv. Kirken er bygget i gotisk stil og er en national helligdom. På dette sted blev den franske konge Clodewig døbt i 496, og efter at kirken i 1211 blev genopbygget efter en brand er 56 franske konger blevet kronet her. Både kirkens indre og ydre er rigt dekoreret med skulpturer, friser m.m. Der er mange flotte blyglasruder, de ældste fra 1200 tallet og 3 meget flotte lavet af Chagall i 1974. Den 25. juni i år afsløres 6 nye lavet af en tysk kunstner Imi Knoebel. Kirken besøges hvert år af 1,5 millioner besøgende. Hele sommeren er kirken oplyst om aftenen – et imponerende syn.

Torsdag vælger vi at forlade Reims, da havnen er dyr at ligge i, den er desuden lidt urolig, når store både sejler forbi og der er meget trafikstøj, da en motorvej løber langs den modsatte kaj. Vi sejler 10 km til en lille hyggelig havn Sillery, vi må lige forcere 4 sluser for at nå hertil, 11 m op, så Hanne må igen på stigen. Her har vi for første gang i 11 dage internet(her i Nordfrankrig er der kun meget få havne, der har det), og der er fine toilet- og badefaciliteter. Der er desuden bus og togforbindelse til Reims, som vi slet ikke er færdige med. Vi regner med at blive her i havnen et par uger, da Boe i næste uge skal nogle dage på et lille job i Norge og derefter direkte nogle dage til Tyrkiet, han tager toget til Paris og flyver derfra. Hanne kan så udforske Reims og ellers slappe af på båden, inden vi fortsætter mod Paris.

Vi har nu sejlet i et par uger her i Nordfrankrig, som har været en positiv oplevelse. Vi har registreret, at der nogle steder er langt mellem rigtige havne, og faciliteterne er meget svingene, så vi er glade for, at vi har det udstyr, vi skal bruge ombord. Nu er det også lykkedes Boe at få TV’ et til at virke, så vi indtil videre kan tage franske TV-kanaler. Havnepengene er en del lavere end i Danmark, flere steder har vi intet betalt. I Reims var det ”dyrt” – 15 Euro for en nat, men her i Sillery kan vi ligge i en uge for 34 Euro, det er der en del englændere, der benytter sig af og bliver her i flere dage. Det er også godt at kunne lidt sprog. Boe mestrer jo det engelske og prøver med det, det går til en vis grad, men Hannes fransk fra gymnasiet bliver også anvendt, tyskere og nogle hollændere og belgiere kan man snakke tysk med, og så kan man jo også komme et stykke med tegnsprog.

Vi har indtil nu forceret 96 sluser – mange forskellige slags og i meget forskellig stand. Nogle er gamle og stærkt forfaldne. I nogle er det svært at gøre sig fast, og nogle steder skal der holdes godt fast i tovene, når vandet fosser ind med voldsom kraft. I andre er slusningen gået som en leg, og vi er kommet 4 m ned på under et kvarter. I de fleste af de små sluser har vi været alene i sluserne, som har været fint, når vi har kæmpet med fortøjningerne, men ellers kan der være to både af vores størrelse. De store erhvervsbåde fylder sluserne alene til sidste millimeter. Vi har haft fint vejr med sol det meste af tiden med et par byger ind imellem, kun i et par sluser har vi måttet finde regntøjet frem.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

susanne | Svar 19.06.2011 16.35

Tak for et spændende rejsebrev,fortsat god vind.Alt ok her.

Hanne Hansen 19.06.2011 23.03

Tak skal du have - nyd somren sammen med Peter i Danmark og Sverige. Jeg sender en lille mail. Hilsen Hanne

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

22.08 | 22:10

Tak for jeres hilsen. Vi følger også jeres tur mod Strassbourg med alle jeres små overraskelser. Måske ses vi på vores hjemrejse. Hilsen Boe og Hanne pt Seurrer

...
22.08 | 20:48

Hej Hanne og Viggo Boe,
Dejligt at læse jeres breve, fra steder vi også kender og værdsætter.
Hilsen Preben og Lise, Anna the Brave

...
17.08 | 12:57

Det var jo også meningen. God august mm til jer begge. Hilsen Hanne

...
17.08 | 10:15

meget fint , nu kan jeg ligge ned og se billederne. fine billeder!

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE