Krydstogt Australien - New Zealand

Rejseminder

Vort krydstogt omkring Australien og New Zealand med stop i Bangkok oktober – november 2011.

Australien er et stort kontinent, så at beskrive det på nogle få sider er ikke muligt, men vi vil her fortælle lidt om vore oplevelser og indtryk.

En fantastisk tur på i alt 6½ uge. Først gjorde vi stop 3 dage i Bangkok med dens mange flotte buddhisttempler m.m. Vi besøgte byen sidste gang for mere end 15 år siden. Siden dengang er der bygget  mange højhuse, monorail m.m. Vi måtte selvfølgelig også have en sejltur på Chao Phraya- floden. Her er ændringen ikke så udpræget, men til gengæld var det urovækkende at se følgerne af den massivt øgede vandstand, mindst en meter på pågældende tidspunkt, pga. af kraftigt regnfald i den nordlige del af landet. De fleste steder nord for centrum var floden gået over sine bredder, og opsatte sandsækkemure og byområder samt restauranter og tempelområder var oversvømmede.

Næste stop var Sydney, hvor vi tilbragte 3 dage inden krydstogtet. Vi fik set byen og dens omgivelser på kryds og tværs ved hjælp af bus og besøgt nogle af byens mange seværdigheder.  Et af turens absolutte højdepunkter var besøget i Operahuset med sin helt fantastiske arkitektur, men der blev også tid til et besøg i det meget store søfartsmuseum, samt spadsereture ved de flotte og imponerende havnekajer. Vi boede centralt og kunne spadsere til det hele.

Vort krydstogtskib Radiance of the Seas havde lagt til lige over for Operahuset, så også fra vor balkon kunne vi nyde den flotte bygning indtil udsejling. Første del af krydstogt varede 16 dage og gik mod uret nord om Australien fra Sydney til Perth (Freemantle) i det sydvestlige hjørne af kontinentet. Første havn var Brisbane. Her valgte vi en bustur gennem byen og et stykke ind i landet. Vi besøgte her en dyrepark, hvor vi kunne gå næsten frit rundt mellem mange af dyrene. Vi fik set og rørt ved koalabjørne i alle aldre og fik set og fodret kænguruer og de mindre vanabies også i alle aldre, nogle havde unger i pungen. Udover mange flere dyr og fugle så vi også den tasmanske djævel, som dog tog sig en lur.

Vi havde 2 stop ved Great Barriere Reef, henholdsvis ved Aerlie Beach og Port Arthur. Begge steder blev vi sat i land med tenderbåde, en lidt speciel oplevelse, da vejret begge steder var temmelig blæsende. Da blæsten også havde rodet op i havbunden, grundet store bølger, og det samtidig var gråt i vejret, var det ikke muligt at sejle ud og se noget ved revet, så vi nød de små byer med deres flotte og fremmedartede blomster.

Næste stop var Darwin i det nordlige Australien. Her lagde vi til ved kaj og kunne gå direkte op i byen. Vi besøgte bl.a. en krokodillefarm, med saltvandskrokodiller i alle aldre, en af de ældste var Burt, der havde hovedrollen i Crocodille Dundee. Vi fik også set byens lille ”akvarium”, hvor de havde nogle af de koraller, som vejret tidligere havde forhindret os i at se på stedet.

Efter et par dage til søs nåede vi Bali, hvor vi igen blev sejlet ind i tenderbåde. En taxatur rundt på den sydlige del af øen gav os et fint indtryk af denne eksotiske ø. Vi besøgte bl.a. en batikfabrik, en sølvsmed, et hinduistisk tempel, en planteskole samt et af de mange træskærerværksteder.

Første havn på vestkysten, der kunne rumme et så stort skib som Radiance, var Port Hedland, en meget stor industrihavn, hvor man ellers udskibede jernmalm, kul og salt, så vi var første krydstogtsskib, der besøgte denne lille havneby. De lokale havde i anledning af besøget lavet et lille marked med håndværk fra hele området, så det besøgte vi naturligvis, men vi var også på bustur nogle kilometer ind i landet til den nærmeste storby Hedland og fik et indtryk af, hvor øde der er mange steder i dette område.

I Geraldton var vi igen i tenderbåde. Byen er ikke så stor, men ligger meget flot ned til en stor lystbådehavn, hvor store oceangående sejlbåde, der deltog i et worldcup-race gjorde holdt. Den største seværdighed i byen er et stort mindesmærke for skibet HMAS Sydney, der under 2. verdenskrig forsvandt med en besætning på mere end 500 sømænd fra denne by, også byens flotte marinemuseum har en afdeling om denne begivenhed.

Efter 16 dage kunne vi så sejle ind til havnebyen Freemantle, der ligger flot ved Swanrivers udmunding i havet – 20 km fra storbyen Perth. Da vi jo skulle fortsætte, og var så heldige at have booket samme kahyt til de resterende 18 dage, skulle der ikke pakkes ned, så vi havde god tid til et besøg i Perth. En togtur på ½ time bragte os til centrum og gode gratis ”cirkelbusser” gav os et godt overblik over den moderne storby. Disse gratis busser findes i øvrigt i rigtig mange af Australiens byer og benyttes både af lokale og af turister. Vi sluttede i havneområdet, hvor den største attraktion er et noget specielt klokketårn. Turen tilbage til Freemantle foregik som en sejltur ad Swanriver, en meget flot tur med huse i millionklassen lige ned til bredden, og hvor vi også passerede flere store lystbådehavne.

Pga. en verdensomspændende lockout af alle selskabet Quantas fly, der betød, at 700 af skibets gæster til næste krydstogt ikke kunne nå frem til den planlagte afsejling, blev denne udskudt til næste dag, så vi fik også mulighed for at bruge en dag her i Freemantle, hvilket vi ikke var kede af, da det viste sig at være en interessant by med mange gamle huse m.m.

Første stop på sydkysten var Albany, en lille provinsby med et interessant museum, et par flotte kirker samt et moderne teater- og koncerthus. Også her havde de lokale lavet et lille marked med håndværksarbejde m.m. i anledning af besøget.

Pga. skibets størrelse lagde vi til kaj i industrihavnen, 25 km uden for byen Adeleide, der var næste stop, så også her fik vi set byen og omegnen på en bustur. Vi besøgte også en lille ”tysk” by Hahndorf med mange flotte gamle huse, men ellers souvenirbutikker med tyske produkter. I og omkring Adeleide så vi, ligesom i mange andre af byerne de store flotte jakarandatræer, der stammer fra Sydafrika og netop nu blomstrer med et væld af blå blomster.

Efter endnu et par dage til søs, lagde vi til kaj i Melbourne, Australiens næststørste by. Byen ligger i bunden af en stor ringformet bugt og gennemskæres af floden Yarra. Vi var rigtig heldige med vejret, der siges at kunne have 4 årstider på en dag her, men vi kunne nyde denne storslåede by i klart solskin lige til afsejlingen, hvor regnen begyndte. Her var både en decideret turistbus, der hver halve time kørte rundt til byens attraktioner samt en City-circle-sporvogn, der kørte rundt i centrum med stop på gode turiststeder – begge dele var gratis, så vi fik et fint overblik over byen på én dag.

Fra Melbourne blev kursen sat mod Tasmanien, hvor vi efter en flot indsejling i en større bugt lagde til lige ved centrum i hovedbyen Hobart. Efter en bustur til bl.a. et udsigtspunkt på modsatte side af bugten, et besøg i den meget flotte botaniske have samt til det 1270 m høje MT. Wellington – 20 km kørsel fra Hobart, havde vi tid til gåtur i byen med rigtig mange blomstersmykkede gamle huse i små smøger samt en rigtig flot havnefront med gamle pakhuse, der nu primært er indrettede som kunstgallerier – vi kan sagtens forstå at kronprinseparret kan lide at komme tilbage hertil.

Fra Hobart gik det nu mod New Zealand, hvor vi efter et par sejldage kunne sejle ind i Fjordlandet på vestsiden af Sydøen – En næsten ubeskrivelig naturoplevelse, hvor vi sejlede i 3 fjorde, bl.a. Milford Sound og sejlede meget tæt til rigtig mange større og mindre vandfald, stejle klipper og høje bjerge. Det siges, at vejret er meget omskifteligt her med mest dårligt vejr, men endnu engang var vi begunstiget af strålende sol hele dagen. Efter udsejlingen fik vi turens dårligste vejr, men skibets stabillisatorer samt natten gjorde, at vi ikke mærkede meget til det.

Første stop i New Zealand var Dunedin, der er grundlagt at skotske emigranter. Her besøgte vi bl.a. en fin  botanisk have med bl.a. flotte rododendron i alle farver, St. Pauls katedralen, verdens stejleste gade samt en imponerende flot gammel banegård med tårn og ”lagkage”-sten – Endnu en flot solskinsdag.

Da et jordskælv i starten af 2011 anrettede store skader i byen Christchurch, var det ikke muligt for skibet som ellers planlagt i den oprindelige sejlplan at lægge til her, og vi ankrede op ud for den lille by Akaroa, 90 km fra Christchurch og kom igen i land med tenderbåde. Vi besøgte derfor byen med bus. Busturen var en fantastisk naturoplevelse, idet vi kørte igennem meget flotte bjerg- og dalområder, hvor bjergsiderne var fyldte med sorte og hvide får samt forbi større indsøer, hvor vi bl. a. så mange sorte svaner. Besøget i Christchurch var interessant, men det var dramatisk at se en hel bykerne på ca. 2 x 2 km afspærret og under nedrivning, da de bygninger, der ikke var direkte ødelagte var sunket 1½ m og derfor ødelagte i fundamentet. I den lille del, der var ”retableret” var restauranter, banker og butikker m.m. nødtørftigt indrettet i kontainere. Et besøg i byens store botaniske have med store, gamle træer, flotte planter og bl.a. en flot rosenhave bidrog til et positivt indtryk fra besøget i byen.

Efter nogle gode oplevelser på Sydøen var sidste stop regeringsbyen Wellington, der ligger omkring et kæmpe udslukt vulkankrater i den sydlige del af Nordøen. Her fik vi bl.a. set den bikubelignende parlementsbygning, og vi besøgte et lille område af en meget stor botanisk have. Her stod de fleste roser i fuldt flor, bl.a. flere Poulsen-roser af dansk oprindelse. På en bustur fik vi et godt indtryk af byens beliggenhed ved den gamle kraterkant, hvor mange huse ”hang” på klippekanten og kun havde adgang til byen via private elevatorer eller kabelbaner men til gengæld havde fuld havudsigt, og på byens museum hørte vi lidt om byens og områdets historie.

Udsejlingen fra Wellington og New Zealand foregik gennem Cook Strædet mellem Nordøen og Sydøen, og de næste par dage blev der slappet af til søs tilbage til Sidney.

Vi nød de 34 dage ombord, det var ikke én dag for meget. Skibet levede mere end op til vore forventninger, maden var appetitlig og veltillavet, hver eneste aften var der super underholdning, enten store danseshows, god musikalsk underholdning, tryllekunstnere, magikere eller lignende. Der var god musik flere steder på skibet, personalet var venlige og kompetente, så det var trist at måtte tage afsked med vor dejlige kahyt i Sidney, hvor vi igen lå til kaj med udsigt det flotte Operahus.

De sidste 3 dage inden hjemrejsen tilbragte vi i Sydney, igen på et centralt hotel. Den ene af dagene tog vi på en bustur til Blue Mountains, det blev endnu en uforglemmelig naturoplevelse, hvor vi også igen fik hilst på kænguruer og koalabjørne samt mange andre dyr og fugle. Vi nød en tur med verdens stejleste jernbane (62gr.) fra klippekant til dalbund og tilbage igen. På tilbageturen besøgt vi den olympiske by, et imponerende område og sluttede dagen med en sejltur tilbage til Sydney.

Udover igen at nyde den flotte by, blev der også tid til at besøge det store og interessante Seaworld samt nyde en solskinssøndag i den meget flotte botaniske have, som skråner ned mod bugten med Operahuset i baggrunden, og hvor der udover rigtig mange blomster, buske og træer, også er mange fugle og også flyvende hunde.

Mætte af indtryk gik den lange rejse tilbage (20 flytimer – 28 timers samlet rejsetid -9 timers tidsforskel) med stop i Bangkok uden problemer, og vi kan kun anbefale andre at besøge denne spændende verdensdel, såfremt mulighed gives.

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

22.08 | 22:10

Tak for jeres hilsen. Vi følger også jeres tur mod Strassbourg med alle jeres små overraskelser. Måske ses vi på vores hjemrejse. Hilsen Boe og Hanne pt Seurrer

...
22.08 | 20:48

Hej Hanne og Viggo Boe,
Dejligt at læse jeres breve, fra steder vi også kender og værdsætter.
Hilsen Preben og Lise, Anna the Brave

...
17.08 | 12:57

Det var jo også meningen. God august mm til jer begge. Hilsen Hanne

...
17.08 | 10:15

meget fint , nu kan jeg ligge ned og se billederne. fine billeder!

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE