Jul og nytår på havet 2012

Krydstogt fra Fort Lauderdale til San Diego gennem Panamakanalen.

Inden krydstogtet tilbringer vi 4 dage i Fort Lauderdale med en lejet bil, så vi får set området, der er præget af hundredevis af høje strandhoteller samt mange, nye og rigtig dyre biler. Vi spiser bl.a. lækre skaldyr på en lokal restaurant.

Vort Krydstogtskib er Royal Caribbean’s Celebrity Centery et dejligt skib med plads til ca. 2700 passagerer og en besætning på 13-1400 personer.

Første stop på det 16 dages krydstogt er havnebyen Cartagena i Columbia. Vi besøger bl.a. en imponerende militærfæstning San Felipe de Barajes, påbegyndt i 1536,og vi spadserer i de små smalle gader med private huse med meget smukke træbalkoner side om side med store flotte officielle bygninger.

Næste stop er Colon i Panama. Herfra er vi på en heldags bustur til hovedstaden Panama City. En storby med en supermoderne del med flotte højhuse, en gammel bydel med især fine bevarede facader med ingenting bag, samt en bydel præget af slum og forfald. Landskabet vi kører gennem er meget grønt og stort set uden beboelser.

24. december, juleaftensdag sejler vi så tidligt om morgenen ind i den 77 km lange Panamakanal (http://da.wikipedia.org/wiki/Panamakanalen). En gennemsejling varer 10-12 timer, og der sejles i konvoj. Vi passerer 3 store sluseanlæg med slusetrapper med dobbeltsluser, hvor vi først hæves ca. 30 meter og senere sænkes ca. 30 m. Imponerende at se, hvordan det store skib, der lige netop kan være i slusen manøvreres på plads samt at se de store tandhjul m.m. der styrer vandindtag, sluseporte m.m. I øjeblikket er man i gang med et byggeri, så der kan være endnu større skibe i sluserne. For os, der selv har passeret mange sluser i Europa, er denne gennemsejling en stor oplevelse.

Juleaften fejres med god mad i skibets restaurant, og 1. juledag er der besøg af julemanden samt gallaaften på skibet.

26. december lægger skibet til i Puntarenas, Costa Rica. Vi er igen på en heldagsudflugt, der først bringer os på en fantastisk tur i regnskoven. I kabelbårne lifte svæver vi tæt over en fantastisk vegetation med blomster og træer til lyden af fuglekvidder. Efter en fin regnskovbuffet fortsætter turen til Tarcoles-floden, hvor vi i en åben båd sejler tæt på saltvandskrokodiller og farvestrålende fugle. På hjemturen gør buschaufføren stop ved nogle træer i vejsiden, hvor aber hopper rundt. Absolut en indholdsrig og fantastisk dag.

Efter en dag til søs er næste havn Puerto Quetzal i Guatamala. Herfra kører vi en meget flot tur gennem Guatemalas lavland med bl.a. store sukkerrørsplantager og har udsyn til 3 store vulkaner, den ene er stadig aktiv, inden vi når frem til den gamle fredede by fra kolonitiden Antigua, hvor der stadig er brostensbelagte gader og gamle smukke huse. På alle gadehjørner m.m. mødes vi af kvinder, der forsøger at sælge deres farvestrålende, hjemmevævede tæpper, tørklæder m.m. Efter en god frokost med lokale råvarer besøger vi den jadefabrik, der stadig ejes af den kvinde, der sammen med sin mand for ca. 50 år siden fandt jademinerne i Guatemala og startede en udvinding og fabrikation. Vi besøger også byens fineste og dyreste hotel, der er bygget op i og omkring et gammelt klosterruinområde, virkelig en flot måde at bevare det gamle anlæg på.

Vi nyder 2 dage til søs, fra balkonen ser vi en stor flok på mindst 100 delfiner der svømmer forbi skibet. Næste stop er Puerto Vallarta, Mexico. Her er vi først på en byrundtur, inden vi besøger en lille familiejet tequillafabrik, hvor vi ser, hvorledes man fremstiller tequilla af den blå agavekaktus´s rodstok. Vi får mange smagsprøver, det smager dejligt, og vi er meget fristet til at købe et par flasker med, men mener det bliver for besværligt at medbringe på vores videre rejse. Om aftenen – nytårsaften – er der gallaaften med ekstra fin mad, dans og musik omkring poolen, champagne ved midnat m.m.

Dagen efter gør skibet endnu et stop i Mexico, nu ved ferie/badebyen Cabo San Lucas, hvor mange amerikanerne holder ferie. Byen ligger ved en stor, moderne lystbådehavn, men da havnen ikke er dyb nok til store skibe, sejles vi ind i skibets tenderbåde. Vi har ikke booket udflugt denne dag, men tager en rundtur med en lokalbus, noget af en oplevelse. Bussen er den ældste og mest forfaldne, vi nogen sinde har kørt i, sæderne er i stykker, og man kan se direkte ned til hjulene, den stoppes også af politiet midt i turen, så vi må skifte bus. Vi kører på hullede og ujævne grusveje og får set, hvordan den menige fattige mexicaner bor, det er noget af en kontrast til de fine bygninger i havneområdet.

Krydstoget slutter med en dag mere til søs, inden vi kan forlade skibet i San Diego og hente vor lejede bil til næste etape af vor ferie.

Vi har haft 16 pragtfulde dage med flot vejr og rigtig mange gode oplevelser.

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

22.08 | 22:10

Tak for jeres hilsen. Vi følger også jeres tur mod Strassbourg med alle jeres små overraskelser. Måske ses vi på vores hjemrejse. Hilsen Boe og Hanne pt Seurrer

...
22.08 | 20:48

Hej Hanne og Viggo Boe,
Dejligt at læse jeres breve, fra steder vi også kender og værdsætter.
Hilsen Preben og Lise, Anna the Brave

...
17.08 | 12:57

Det var jo også meningen. God august mm til jer begge. Hilsen Hanne

...
17.08 | 10:15

meget fint , nu kan jeg ligge ned og se billederne. fine billeder!

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE