USA-Nordvest samt krydstogt til Alaska

4 uger i august-september 2015.

 
Fly tur retur til Seattle med SAS med mellemlanding i Chicago på udrejsen og i byen Washington på hjemrejsen.
 
2 uger i lejet bil i staterne Washington og Oregon 4300 km.
 
1 uges krydstogt til Alaska med Royal Caribbean fra Seattle til Vancouver, British Columbia, Canada.
 
Et par dages ophold i  både Vancouver og Seattle.
 
Vi booker motelværelser på hotels.com fra dag til dag. Vi overnatter i fine værelser med 2 store senge og morgenmad for et gennemsnit på ca. 600 kr. pr nat.
 
Vi har dagtemperaturer mellem 15 og 25 grader på bilturen, lidt køligere på krydstogtet, vi har solskin næsten hver dag og kun meget lidt regn.
 
Vi har taget mange billeder, nogle af dem findes på fotosiden.
 
Efter en flyrejse med 5-6 timers forsinkelse fra København, må vi overnatte en nat i Chicago på SAS' s regning, da vort fly videre til Seattle for længst er afgået. Næste morgen flyver vi så til Seattle, hvor vores lejede bil venter på os. Vi kører til det hotel, vi havde booket til første nat, de har et enkelt værelse ledig til den kommende nat, så vi bruger den 1. dag til at revurdere vor grovplan for de næste 2 uger. Rammen for turen er en udrejse- og en hjemrejsedato.
Vi fravælger en rundtur omkring Yellowstone Nationalpark( for mange highway-kilometer) og tilvælger en naturoplevelsestur ad mindre veje gennem staterne Washington og Oregon. Baggrunden er tid, da vi fik mulighed for at indpasse et krydstogt kort tid før afrejsen.
 
2. dag starter med en tur gennem Seattles downtown og langs den fantastisk flotte havnefront, hvorefter vi i kører østpå ind i staten Washington ad den kønne og skovrige hovedvej U.S. 2. Vi gør et par stop undervejs, bl.a. i byen Leavenworth med en meget pittoresk bykerne. Byen ligner en tysk udgave af danskerbyen Solvang med souvenirbutikker, cafeer mm, der findes endda også en dansk bager. Vi gør også stop i byen Casmere, den ser ud som en nybyggerby fra 1800-tallet. Hvor der i Leavenworth var proppet med folk på gader og i butikker virker Casmere næsten uddød.
Vi overnatter i den lille by Wenatchee. Der er ikke meget at se på i byen, men motellet, Cedars Inn har en lille pool, som Boe benytter og i nabobygningen er det lokale Casino, hvor vi i et autentisk saloonmiljø kan spise en fin burger.
 
3. dag kører vi sydpå mod byen Yakima. Vi kører først i et skovrigt område. Overalt i skovene er der opsat skilte, der advarer mod ekstrem brandfare, og vi ser flere steder store områder, der har været ramt af skovbrand. Efter at have passeret et område med lidt landbrug, tager vi en afstikker til Mount Rainer, der betragtes som en af de farligste vulkaner i USA, selv om man ikke mener et udbrud er nært forestående. Bjergtoppen ligger i en højde af 4392m og har sne på toppen. Vi har en fin tur op, men en regnbyge, da vi når op, gør at vi ikke ser så meget der, men vi gør et stop ved besøgscentret. Vi overnatter i byen Yakima, som er et af de store centre for vinproduktion i Washington. Vi bor på et meget stort conferencecenter med meget få gæster, her er aftensmaden også inkluderet i værelsesprisen ( 515 kr. for 2 personer!).
 
4.dag kører vi ad en fantastik flot og varieret vej, først 40 km igennem vinområdet, derefter 80 km igennem noget der ligner en stenørken og så næsten 200 km langs den brede Columbia River, der danner grænse mellem staterne Washington og Oregon - fantastisk flot. I byen Maryhill gør vi ophold ved en amerikansk kopi af Stonhenge i England, og her kører vi en tur gennem frugtplantager, mest ferskentræer, men også blommer og vin dyrkes her. Fersknerne er store og flotte, men de sælges også til næsten 10 kr. for 1 fersken i salgsboderne her og på markedet i Portland. Den brede Columbia River har flere store kraftværker med sluseanlæg. Vi gør et stop ved The Dalles Dam besøgscenter. Vi kører over floden til byen Portland i staten Oregon, her har vi booket hotel for 2 nætter tæt på centrum. 
 
Den 5. dag bruger vi til at udforske Portland, også kaldet ROSENES BY. Vi lader bilen stå, da byen har en meget fin infrastruktur, med meget gratis transport og flere sporvognslinier, så vi får set meget af byen, der i øvrigt virker meget skandinavisk. Byen har farmer marked hver dag, men på forskellige torve. Den dag vi er der, er det lige i centrum af byen,  her er også et lille band, der spiller, så vi tilbringer nogen tid her. Vi aflægger også et besøg i Washington Park med både en meget stor japansk have/park samt  den berømte rosenhave med 3000 forskellige roser. Vi slutter af med en spadseretur langs floden og nyder en lokal øl på en flydende havnerestaurant.
 
6. dag fortsætter vi bilturen, nu i Oregon. Vi kører sydøst ind i staten. Vi kører igen i et skovrigt og bjergrigt område, også her har der været skovbrande. Vi kører gennem indianerreservatet Warm Springs og aflægger besøg i områdets museum med rigtig mange flotte indianerting og fine beskrivelser af indianernes liv og kultur. Vi overnatter på et motel i byen Bend.
 
Næste dag fortsætter vi sydpå, vi besøger Newberry Volcano National Monument og Lava Lands lige syd for Bend, et enormt og imponerende område med "lavamarker" så langt øjet rækker. Vi står på en shuttlebus, der bringer os op på toppen af en af de 7 udslukte lavabjerge. Det giver os en fantastisk udsigt over de enorme, golde lavamarker der har præget det kæmpestore landområde i 7000 år. Vi tager senere en afstikker for at køre gennem Crater Lake Nationalpark. En fantastisk tur omkring Crater Lake, der er en stor sø i den udslukte vulkan Mount Mazama, hvor krateret kolapsede for 7000 år siden. Søen, der er dannet af regn og smeltevand  ligger i 1882 m højde og er 472 m dyb, USA's dybeste sø, og der ligger også en vulkansøjle(en vulkan i vulkanen), der nu danner en lille ø i søen. Vi gør flere stop og nyder den flotte udsigt, inden vi fortsætter mod byen Klamath Falls. Igen en meget flot tur, hvor vi på en lang strækning kører langs den store sø Klamath Lake. Vi bor på byens eneste motel, Maverich Motel, der ligger som nabo til byens bryggeri, hvor vi sammen med mange af byens indbyggere kan spise et fint aftensmåltid med lokal øl til i hyggelige og autentiske omgivelser.
 
8.  dag kører vi det meste af dagen, vi kører igennem et varieret landskab for at nå tilbage til kysten, hvor vi kører på den smukke Kystvej 101. Vi har booket værelse i en lille by  Yachats, hvor vi bor på et lille strandhotel, Fireside Motel lige ud til de rå klipper og spiser fine fisk på en lille lokal fiskerestaurant med voksdug på bordet.
 
Den næste dag fortsætter vi nordpå ad kystvejen. Vi gør et stop i byen Newport, der har en stor fiskerihavn, med bl. store rejefabrikker, hvor friskfangede rejer bliver pillet, sorteret og pakket, ligesom der også her er en stor lystbådehavn. Fra et udsigtspunkt ved vejen ser vi hvaler et stykke fra kysten. Vi er også heldige at se den hvidhovedede havørn, USA's nationalfugl. Vi overnatter i byen Astoria, der ligger ved udmundingen af Columbia River.
 
Den 10. dag begynder vi turen med at køre ca. 50 km på den sydlige del af floden i Oregon, inden vi kører over floden og tilbage på den nordlige side i Washington. Vi fortsætter nordpå ad 101, men drejer fra ad en mere lokal vej, der følger kysten. En flot vej, hvor vi rigtig kan se forskellen på høj- og lavvande, da vi passerer medens der er lavvande. Langs store stræk af kysten/stranden er der store mængder ilanddrevne træer fra de bevoksede nedstyrtede klinter udvasket af havet. Vi har booket overnatning i en lille fiskerby Aberdeen.
 
Næste morgen starter med turens andet korte regnvejr, men da 101 her går gennem et skovrigt område, generer det os ikke så meget, og da vi når kanten af Olympic Nationalpark klarer det op igen. Lidt om Olympic Nationalpark: parken dækker et område på 3734 km2 , altså mere end Fyn. Det højeste punkt Mt. Olympus er 2429 m og har sne på toppen, og der er kun få veje ind i området, hvor der både er områder med tempereret regnskov og gletcherklædte bjerge og flere søer og vandfald. Der er primært forskellige nåletræer, bl. a. de store gamle douglasgran samt kæmpetujaer. Her er også et rigt dyreliv bl.a. mange rådyr, der færdes frit langs med vejene. Nationalparken er et yndet udflugtsmål, nok især for folk fra Seattleområdet.  Vi gør det første ophold i byen  Forks, der nok er mest kendt af yngre mennesker, idet det er her at "Twilight" - serien foregår. Vi besøger det lille museum, der hvert år besøges af flere tusinde unge mennesker. Vi kører stadig i udkanten af Nationalparken, men tager en afstikker  ind i parken til Sol Doc Hot Springs, hvor Boe sammen med mange andre får sig en svømmetur i den termisk opvarmede, helsebringende varme pool,  og vi ser laks på spring op ad en "laksetrappe". Vi fortsætter langs parken til byen Sequim, hvor vi har 2 overnatninger på et fint motel, og hvor der også findes et bryggeri med god øl og mad.
 
Den 12. dag bruger vi til at udforske nationalparken og dens dyreliv. Vi går gennem store områder med tempereret regnskov og ser flere vandfald, store gamle træer og mange hjorte, og vi besøger det største visitorcenter i området. Det ligger ret højt,  og herfra er der en fantastisk udsigt til de sneklædte bjerge.
 
Dag 13. kører  vi langs kysten tilbage til og igennem Seattle. Vi fortsætter nordpå og tager en bilfærge til en af de mange øer omkring byen, hvor vi bor på en hyggelig landkro tæt på havnebyen Anacortes. Vi kører til byen, og også her finder vi det lokale bryggeri, der serverer god mad.
 
14. dag kører vi efter et besøg i lystbådehavnen i Anacortes tilbage til fastlandet via en bro. Området her, Skagilt er berømt for sine tulipan- og påskeliljemarker, men her har vi jo valgt den forkerte årstid til at se blomster. Vi kører lidt længere nordpå langs kysten og ser bl.a. store  områder, hvor der samles østers. Vi tager en tur ind i landet med en flot natur, inden vi vender tilbage til Seattle, hvor vi har booket hotel de sidste 2 nætter, inden vi skal på krydstogt til Alaska.
 
Efter 14 oplevelsesrige dage slapper vi lidt af, men vi benytter bilen til at se lidt på byen og omegnen, her findes bl.a. et meget stort flymuseum og verdens største fabrikshal, hvor Boing bygger sine fly, et mekka for flyentusiaster. Bilen afleveres i lufthavnen, inden vi fortsætter med shuttlebussen til vort skib Jevel of the Seas. 
 
KRYDSTOGT
 
Vi sejler atter med et af Royal Carribeans skibe. Som altid er der fine forhold og dejlig mad. Vi møder hyggelige mennesker fra forskellige lande, denne gang er der vist flest amerikanere. Vi er de eneste danskere ombord på det store skib. Selv om det er årets sidste sejlads til Alaska, er vi heldige med vejret. Vi har klart vejr og en del sol de steder, hvor vi skal se noget. Vi hører, at de 3 foregående krydstogt har haft regn og diset vejr.
 
Efter et par dages "havsejlads" har vi en formiddagssejlads i the Inside Passage, hvor vi kan se den flotte kystlinie til begge sider, og hvor vi også ser hvalflokke foran og på siden af skibet. Eftermiddagen tilbringer vi i den lille by Juneau, man kan kun komme til byen med skib eller fly, der findes kun lokale veje. Vi besøger den nærliggende Mendenhall gletcher, den er flot, men isen er lidt forurenet. Også her er der et vandfald. Fra besøgscentrets udsigtsvinduer ser vi en af de sorte bjørne, der lever frit i området. Senere besøger vi en af Alaskas berømte barer The Red Dog. Her er stoppet med folk og et fantastisk miljø med servitricer i snøreliv og hævet barm, en sanger tæt på de 100, der synger og spiller lidt sjofle sange, støvledybt savsmuld på gulvet og ikke mindst den gode lokale øl Alaskan Amber. Sikken en stemning, waw!
 
Efter nattens sejlads når vi byen Skagway, byen hvor guldgravere i tusindvis gik i land sidste halvdel af 1800 i den tro, at der var guld, der blot skulle samles op, hvor de end gik og stod. Der var imidlertid intet guld. De var derfor tvunget til at fortsætte og forcere det foranliggende bjerg via Whitehorse Pass og nå "det forjættede land", guldgraverklondyket på den anden side ved Yokonfloden mere end 100 km borte. På byens museer får  vi historien om den barske tur til fods over bjerget med hele familiens oppakning under umenneskelige forhold med is og sne, som også kostede mange livet, og hvor kun meget få fandt guld. I dag er der en jernbane anlagt under 2. Verdenskrig, der går over passet, og nu er der også anlagt en vej, så man kan nå Yokon i Canada ad den vej, men guld er der stadig intet af.
 
Næste morgen står vi tidligt op for at se indsejlingen i den lille sidefjord Tracy Arm Fjord, hvor det store skib sejler helt tæt til den imponerende Sawyer Glacier, inden det vender om og sejler samme vej tilbage. Det er et fascinerende og fantastisk syn. På isflager lige foran gletcheren ligger en snes sæler og søløver og lader sig ikke forstyrre af den "store hvide fisk" der ligger kun få meter væk. På vejen ud fra fjorden ser vi endnu engang hvaler tæt på skibet. Under eftermiddagens sejlads støvregner det, så vi har været utrolig heldige med vejret.
 
Vor sidste landgang er i byen Victoria på Vancouver Island, British Columbia, Canada. Vi vælger at tage en tur rundt i byen med en Hop on, hop off- bus for at se så meget som muligt. Byen har mange flotte bygninger tæt på den store havnefront med færger, hvaludflugtsbåde, vandflyvere mm. Byen og omegnen er i udtalt grad præget af det omgivende maritime miljø.
 
Vor krydstogt slutter i Vancouver, British Columbia. Vi har booket værelse på en af byens mange hoteller i centrum, og vi er heldige at få værelse på 31. etage med en fantastisk udsigt til bugten med lystbådehavn og meget maritim trafik samt utrolig mange skyskrabere, vi har sjældent set så mange højhuse på et sted. Byen er stor, i hele Vancouver-området bor der ca 5 millioner mennesker. Hele området er godt dækket af busser, skytrain mm, og det er let og billigt at komme omkring, så vi ser meget af byen de 2 dage, vi er der. Også byens meget store lystbådehavn aflægges et besøg. Vi besøger bl.a. også byens nyeste attraktion "Fly over Canada", hvor man i en flysimulator ser Canadas mest vilde naturoplevelser fra luften. Ret imponerende! Vi er så heldige, at hotellet vi bor på har en restaurant, der drejer rundt på 42. etage, så her indtager vi et par gode middage, mens vi kan nyde udsigten ud over byen, først i dagslys og senere med lys på.
 
Vi kører tilbage til Seattle med bus, 4 1/2 time og har 2 overnatninger på et motel her, inden vi mætte af indtryk flyver hjem til Danmark. Det har været en fantastisk tur med naturoplevelser på stribe, absolut en anbefalelsesværdig tur.
 
 
 
 
 
 
 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

22.08 | 22:10

Tak for jeres hilsen. Vi følger også jeres tur mod Strassbourg med alle jeres små overraskelser. Måske ses vi på vores hjemrejse. Hilsen Boe og Hanne pt Seurrer

...
22.08 | 20:48

Hej Hanne og Viggo Boe,
Dejligt at læse jeres breve, fra steder vi også kender og værdsætter.
Hilsen Preben og Lise, Anna the Brave

...
17.08 | 12:57

Det var jo også meningen. God august mm til jer begge. Hilsen Hanne

...
17.08 | 10:15

meget fint , nu kan jeg ligge ned og se billederne. fine billeder!

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE